Hotel Alhambra

Et arkitektonisk mesterværk eller en monstrøs bygning?

Hotel Alhambra i Sønderborg

Hotel Alhambra i Sønderborg blev bygget i 1908. Men allerede inden da, var det et yndet overnatningssted. Dengang havde det bare det helt vidunderlige navn “Fald Om” og tiltrak måske en lidt mere beskeden type gæster.

Bygningen ligger der faktisk stadig og blev istandsat for nogle år siden, så hvis du drejer ned lidt før Dybbøl Mølle (hvis du kommer fra Flensborg), kan du nærme dig Alhambra præcis som Vera Lund og Karl Aksel Svanberg gør det i LIGET I LABYRINTEN.

Så snart jeg så hotellet, vidste jeg, at det SKULLE med i bogen. Men jeg kan godt afsløre, at jeg havde problemer med at beskrive det. Flere gange vendte min redaktør tilbage med “kan det forenkles lidt?”, men hvordan forenkler man en beskrivelse af det her vidunderlige byggeri?

Jeg endte med følgende passage, som nok er cirka halvt så lang som den oprindelige:

Svanberg havde bedt hende holde udkig efter en monstrøsitet med tårne, spir og synligt bindingsværk, når de nærmede sig Sønderborg. Hun havde syntes, det var en lidt besynderlig beskrivelse af en bygning, men nu hvor hun svingede ind til autogaragen ved Hotel Alhambra, forstod hun, hvad han havde ment. Den imposante bygning så ud, som om nogen havde givet en flok børn en menu over arkitektur og havde ladet dem sætte krydse ved alt, der faldt i deres smag. Foran var et spir, der kunne høre til et eventyrslot, og til højre et rundt tårnværelse, der kunne være toppen af et fyrtårn. Mellem dem var placeret to åbne altaner med mørkt træværk og firkantede søjler.
Vera elskede øjeblikkelig hotellet. Det var så overvældende og alt for meget, at det ville være umuligt at stikke ud her.

– Liget i labyrinten

Hvad synes du, nu hvor du har set hotellet? Har jeg været nogenlunde retfærdig?

Selvom hotellet ikke skulle fylde så meget i bogen, ville jeg stadig gerne have detaljerne rigtigt. Så jeg var meget glad, da jeg fandt den her annonce:

Hotel Alhambra i Sønderborg

Jeg lod mig naturligvis straks inspirere af ordet “autogarage” til at give Vera Lund en parkeringsudfordring…

Jeg håber, den her lille præsentation har givet et indblik i, hvordan jeg arbejder med steder.

Måske har det ligefrem givet dig lyst til at læse, hvad det mon er for et hemmeligt møde, Vera og Svanberg har på Hotel Alhambra …

I så fald kan du bestille LIGET I LABYRINTEN lige her:

Eller læse mere om den her: